Lille note om melankoli

Min melankoli er min benzin. Sådan er det. Jeg er ikke - som i de mest selvfejrende ungdomsår - forelsket i melankolien, men jeg kan ikke se bort fra den. Jeg dyrker den ikke, men den følger mig altid. Jeg forbander den inderligt og offentligt. Men den finder sig i det og lunter stædigt efter mig, til stede altid overalt, selv i glæden og i rusen.
Min melankoli er ikke enestående. Den er ikke heroisk eller eksotisk. Jeg bilder mig ind, at mange har det sådan. Nikker genkendende til tilstanden. Jeg er ikke et sjældent dyr.
Min melankoli er eksemplarisk. Lige efter lærebogen. Den er banal.