blue, blue electric blue...

Jeg har pakket Low i kufferten til Berlin. Det er patetisk. Overvejede også at tage Heroes med. Endnu mere patetisk. Disse legendariske LP-plader indspillet i Hansa by the Wall-studierne. Bowie/Eno. Dét Berlin eksisterer ikke mere. Det har måske også mest eksisteret som et state of the mind-Berlin. Lou Reed skrev og indspillede sit Berlin-album uden nogensinde at have været der. Jeg gik omkring i Østberlin i 81 i en mental overfrakke, og ønskede at jeg havde haft en walkman. Joy Divisions Closer på kassettebånd ville have været det perfekte soundtrack til disse åbne, mennesketomme og -fjendske pladser. Som at gå omkring i et Palle Nielsen-tryk. Et kuldslået, gråtonet historien er ovre og de store fortællinger brudt sammen-billede (Og dét skete 8-9 år senere, men det havde ingen fantasi til at forestille sig dengang!). En perfekt, konkret kulisse for tristesse og sehnsucht. Echt Pathos für junge Leute.