Hello Cleveland!

»Jeg kan ikke holde ud at spille på store stadioner i fri luft, men jeg gør det alligevel. Men jeg mener ikke, at musik skal spilles den slags steder. Man skal ikke høre musik på en fodboldbane. Man skal ikke stå og råbe: Hej, hvordan har I det i aften, Cleveland? Det er fuldstændig lige meget, hvordan de har det i Cleveland.« ... »Nogen siger, at Dylan aldrig siger noget. Hvad fanden er der også at sige? Det er da ikke derfor, en musiker stiller sig op foran et publikum.« Ordene er skarpe, men der er noget næsten bedende i tonefaldet. »Som kunstner gør man det af andre grunde. En terapigruppe kunne måske finde på at sige ’Hvordan har I det?’ Jeg vil ikke lyde skrap og sige, at jeg er ligeglad. Selvfølgelig betyder det noget for mig, det betyder endda meget, ellers ville jeg ikke være der. Men det er en anden slags betydning. Det er ikke overfladisk.« Han tænker lidt over det. »Det er noget levende hver eneste aften, det føles i hvert fald levende hver aften.« Pause. »Det bliver risikabelt. Jeg mener, man sætter livet på spil for at spille musik, hvis man altså gør det på den rigtige måde.« Jeg spørger om de baseballstadioner, hvor han skal spille på turneens første etape: Kan de give den akustik, han gerne vil have? »Nej, faktisk ikke, ikke i fri luft. Den bedste lyd får man i et lille lokale med fire vægge, som lyden kan slå tilbage fra. Det er de omgivelser, musikken skal høres i.«

[Fra interview med Bob Dylan af Jonathan Lethem, Weekendavisen nr. 37 - 15. - 21. september 2006]