4 erindringer fra Ungdomshuset (Diskussionen for og imod tager vi en anden gang!)

1. FM Einheit fra Einstürzende Neubauten hopper op og borer med et trykluftsbor hul i balkonen.

2. Berlinerkunstneren Frieder Butzmann + en makker spiller på synthesizere og lign. den mest radikale støj, jeg nogensinde har hørt. Stenalderanarkopunkerne blandt det meget sparsomme publikum står og råber på "ein bisschen Wirklichkeit". (Jeg selv er fuldstændig ør og lamslået efter koncerten. Tavs. Slået af netop virkeligheden i musikken.)

3. Unge Alexander Borsig, som også spiller i Einstürzende Neubauten, optræder med sit eget band. I sidste nummer efterlader han mikrofonen på gulvet og forlader scenen. En ung mand fra publikum griber den og skriger videre, vistnok på en slags hjemmelavet tysk. Det er mig. (Bagefter interviewer Birger og jeg ham og jeg spørger: "How does it feel to be a Wunderkind?")

4. Henry Rollins og band spiller hårdt, højt og potent. Rollins i bar, overtatoveret overkrop og boxershorts. Nosserne hænger ud. (Sammen med Knud og Martha hilser jeg på ham bagefter. Det er egentlig ikke min musik, men hold kæft hvor var det godt!)