3.2.07

Hvad vi i disse år ser nærmest eksplodere i både omfang og salg på den danske kunstscene er et af de mest konkrete resultater af den danske velværdsmodels triumferende kulmination. De første generationer, som har tilbragt det meste af deres vågne barndomstid væk fra hjemmet i lyse og venlige stuer på daginstitutioner - fra vuggestuer og børnehaver over skolens SFO´er og fritidshjem til ungdomsklubber o. lign. - i selskab med sympatiske, kreative pædagoger, er blevet voksne og har fået taget sig en uddannelse indenfor det kunstneriske felt - og de manifesterer sig nu overalt både inden- og udenlands med festlig, uimponeret, ikke-patetisk, kulørt, humoristisk og lettilgængelig/ forgængelig kunst.

4 kommentarer:

Peter H. Olesen sagde ...

Kommentar til mig selv: Rindalisternes yndlingsmantra, "Det kunne mit barn ha´ lavet" er blevet virkelighed - and is back with a vengeance!

Anonym sagde ...

Jeg giver dig ret i dine generaliserende ord om nutidskunstscenen, rettere den generation af kunstnere, der voksede op i 1970ernes Danmark.
Ja, alt deres dekorations-kunst er skræmmende uskræmmende. Der er ikke noget at komme efter, som en anden og meget skræmmende person siger...
Det de laver er ikke kunst, men forestillingen om kunst og de leger kunstnere.

Anonym sagde ...

Oh No Ono?

Peter H. Olesen sagde ...

- det er jo dybest set bare en henkastet teori. Måske endda med et spørgsmålstegn hæftet bag sig.