Misantropens patroniserende bemærkning om idealer

Det sker, at man læser eller hører om, ja måske endda selv møder folk, som med en slet skjult knejsen fortæller, at de ihvertfald ikke har solgt ud, at de stadig sværger til ungdommens idealer.
Jeg har for det meste lidt ondt af dem. De har på deres vej gennem livet ikke mødt andre mennesker og meninger, andre måder og forklaringer. De har intet oplevet eller erkendt. De har været totalt immune over for nye påvirkninger og har åbenbart ikke gjort sig egne erfaringer. Verdensbilledet står urørt, hvor det stod, da de selv endnu var tyve år. Man kan kalde dem idealister. Et andet ord er hardcore. "Stakler", foretrækker jeg. Utroligt overbærende.