5.3.07


Noget om institutioner og priser p.g.a. en begyndende debat på en anden blog


Da jeg omkring 1987 i anden sammenhæng mødte Per Kirkeby, og han fandt ud af, at jeg også - mildest talt - var stor tilhænger af Peter Laugesens poesi (hvis man tør bruge dét ord om Laugesens værk, hvis man tør bruge dét ord!) fortalte ham mig, at den eneste grund til, at han nogle år forinden havde sagt ja til at blive medlem af Det Danske Akademi, var for at sikre, at Laugesen fik den store klat (Læs: Akademiets store pris).
Fem år senere fik Kirkeby endelig sin vilje og i sin prisoverrækkelsestale til Laugesen, sagde Kirkeby bl.a.:
"Når man lader sig vælge ind i en institution som Det Danske Akademi, skyldes det naturligvis ens forfængelighed. Er man virkelig så god, at man skal høre til blandt de udvalgte? Ihvertfald for min generation er det ledsaget af tvivl og dårlig samvittighed. Når man nu har brugt en stor del af sit liv på at anse institutioner for noget lort, og dem der sad i dem som nogle gamle reaktionære røvhuller. Og selv om de skulle vise sig at være ganske anstændige mennesker, så forstod de alligevel ikke en skid af hvad det nu var, som kun vi forstod.
Så derfor udvikler man grunde til alligevel at følge forfængelighedens hvisken. Den ene grund er af biologisk natur: den aldersbestemte pligt til at påtage sig den slags konservatisme, som bygger på indsigten i det almindelige, som det virkelig radikale, i modsætning til den ungdommelige trang til det ekstraordinære. Eller man finder ud af, at det i virkeligheden er en og samme ting, når det drejer sig om noget der virkelig er noget. At den ungdommelige opstemthed ved opdagelsen af det direkte og elementære er så stor, at den må iføre sig opsigtsvækkende klæder og høj hat og overbygning. Man vil gerne bære sit lys rundt når en prås er gået op for en. Senere bliver det altså tid for slips, business-class og akademier.
En anden mere fornuftig og god grund er den, at man indbilder sig at man sidder på en slags mandat. Man står for visse holdninger og, angiveligt for de andre (stort set) uforståelige eller underkendte, kvaliteter, som man skal forsvare. Det er naturligvis et mummespil, men det holder en gående.
En af mine personlige begrundelser for at sidde i Akademiet har været, at Peter Laugesen skulle have den store klat. Nu lykkedes det. Det er mere mit problem end hans. Den hellige mand fra Århus kan under alle omstændigheder godt bruge pengene ... Nu er mit tiårige Karthago taget fra mig. Og Peter er blevet halvtreds. Så er det godt med lidt udmærkelse. Det kan beskytte mod: nøjsomhedens hovmod, afkaldets tyranni, selvretfærdighedens koldsved, den falske visdoms skægstubbe ..."

[Her citeret i uddrag fra “Ugh - et totalskriftportræt af Peter Laugesen”, red. Lars Bukdahl, pt. på tilbud til kr. 49 hos Forlaget Spring, 2002]

4 kommentarer:

Anonym sagde ...

Og således kunne Kirkeby behændigt anbringe sig i den eksklusive position som.....inde og ude, gammel og ung, undergrund og parnas.

Peter H. Olesen sagde ...

Nu skal jeg jo heldigvis ikke være Per Kirkebys forsvarer, men jeg ser nærmere positionen som først ude, ung og undergrund - dernæst inde, gammel og parnas. Det er vist set før i kunsthistorien og historien iøvrigt.
Om det syn er kønt eller frastødende afhænger af så meget. Bl.a. ens alder.
Det sjove med alder er at en 22 årig ikke har prøvet at være 44, mens en 44 årig har prøvet at være 22.

mca sagde ...

"I'm not young enough to know everything." (Oscar Wilde)

Anonym sagde ...

Ja, selvfølgelig er sådanne udmærkelser og penge til de rette altid positivt. Helt enig.